Sundhedskommissionen afleverede tidligere i år sine anbefalinger til forbedringer, der skal løfte sundhedsvæsenet herhjemme.

Selvom jeg ikke er enig i alle aspekter af kommissionens arbejde, synes jeg alligevel, at det er positivt med de nye anbefalinger. Jeg håber, de kan blive første skidt på en længere rejse, hvor vi får vendt udviklingen i sundhedsvæsenet – for det er nødvendigt.

Politikerne, som folkevalgte, har nu et godt udgangspunkt at tage fat på, når de inden længe skal smøge ærmerne op og lægge fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen. Et arbejde, der kommer til at kræve et stort mod. For der skal træffes svære og nok også upopulære beslutninger.

Jeg har syv år i syv år været formand for Peqqissaasut Kattuffiat (PK) og Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit (PPK). I den tid har jeg på nærmeste hold oplevet, hvordan vores sundhedsvæsen er blevet mere og mere presset. Men her taler jeg som privat person, der gennem 23 år har jeg haft en relation til det grønlandske sundhedsvæsen.

Derfor kommer jeg her med mine tanker om visioner for fremtidens sundhedsvæsen. Jeg håber, at de vil vække interesse og inspirere til, hvordan vi forbedrer Grønlands sundhedsvæsen og ruster det til en fremtid, hvor Grønland er selvstændigt.

Lokale sundhedsråd
– sundhedsråd kvalificerer vores viden om sundhed

Jeg er glad for, at kommissionen foreslår, at der skal oprettes et nationalt sundhedsråd – et tiltag, jeg selv har talt varmt for tidligere. Det er tydeligt for mig, at vi i dag mangler et organ, hvor viden om sundheden bliver samlet, og hvor politikerne og offentligheden kan få uvildig rådgivning.

Som forskningen viser fungerer lokalt forankrede sundhedsfremmende tilbud bedst i tyndtbefolkede og udsatte områder. For at have følingen med situationen i alle dele af landet, mener jeg, at der skal være lokale sundhedsråd alle de steder, hvor man i dag har et sundhedscenter eller en sygeplejestation. Samtidig skal borgerne repræsenteres gennem patientforeningen, som skal sidde med i de lokale råd.

Gentænk sundhedsregionerne
– de lokale sygehuse skal lettes for administrative opgaver og sættes fri til lokale opgaver

Den nuværende organisering med fem sundhedsregioner har slået fejl. Der løses administrative opgaver lokalt som med fordel kan løses centralt.

Derfor mener jeg, at den nuværende funktion af regionerne skal ændres. Regionssygehusene og sundhedscentre skal fritages for det administrative ansvar som for eksempel rekruttering og fastholdelse. Regionerne skal sættes fri, så de får fleksibilitet til at lave lokale tilpasninger, der matcher deres specifikke behov. Det vil give sygehusene i regionerne mere lokalt ansvar og autonomi samt føre til, at medarbejderne får større indflydelse og arbejdsglæde. I sidste ende vil det også kunne mærkes hos den enkelte patient.

Sammenlæg hele sundhedssektoren

– borgerne skal følges gennem hele livet

Man bør samle hele sundhedsvæsenet under et tag med det lille befolkningsgrundlag, der er her. I dag står kommunerne for at drive alderdomshjem og hjemmeplejen, mens sundhedsvæsenet står for sygehusene. Jeg ser dog flere eksempler på, at de to systemer ikke taler særlig godt sammen samt al forsknings viser, at det er det samme i sektorovergange i hele verden. Det lille befolkningsgrundlag giver anledning til at samle sundhedssektoren.

I stedet bør man nytænke området og lade sundhedsvæsenet stå for borgernes sundhed gennem hele livet – fra vugge til grav. En sammenlægning vil forsimple hele området for både borgerne og de ansatte, og man vil sandsynligvis også kunne spare en masse administrative ressourcer.

En sådan omstrukturering vil naturligvis være en kæmpe omvæltning, som ikke bare sker fra den ene dag til den anden. Det skal afprøves, før man kaster sig ud i den store øvelse. Her vil de kommende sundhedsråd for alvor komme til sin ret, når der skal vejledes i forbindelse med den omfattende omstillingsproces.

Flere fødesteder

 – ukomplicerede fødsler kan godt klares lokalt

I næsten alle byer bør det være helt uproblematisk at lade de gravide føde, så de undgår at rejse flere hundrede kilometer væk fra deres familie og trygge rammer. Vi skal huske, at langt de fleste fødsler er ukomplicerede. De bør håndteres lokalt. Ved man på forhånd, at man står med en kompliceret fødsel, hvor det kan blive nødvendigt med kejsersnitberedskab, skal den gravide kvinde naturligvis hen til et større sygehus. Og opstår der alligevel en akut situation på et lokalt sygehus, skal der være en klar procedure for, hvad der skal gøres. Hele personalegruppen skal være trygge og have kompetencer til at håndtere situationen.

Derfor støtter jeg jordmoderforeningens anbefaling om, at det er fagligt forsvarligt at anbefale flere fødesteder i Grønland end de 2-3 stykker, Sundhedskommissionen har anbefalet. Der er dog den klare forudsætning, at der er en sygeplejerske, læge og jordemoder, som kan bistå fødslen, og at den gravide kender den risiko, der er forbundet med at føde lokalt.

Det er en vanskelig opgave at sikre, at vi får flere fødesteder, da der er store udfordringer med at få ansat personale, der vil påtage sig opgaverne og ansvaret. Derfor skal der bruges væsentligt flere ressourcer, hvis det prioriteres at der skal være flere velfungerende og levedygtige fødesteder herhjemme.

Øget fokus på forebyggelse

– et redskab til at aflaste vores sundhedsvæsen

Jeg anbefaler, at der skal være en sundhedsplejerske i alle byer, som kan hjælpe og vejlede borgerne før, under og efter, de stifter familie. Det er afgørende for, at vi kan varetage børnenes tarv og sikre, at flere familier bliver velfungerende. Som det er i dag, er der alt for mange børn, som ikke får deres vacciner, øjen- og høretest. Det er symptomer på, at der skal gøres mere for at hjælpe ressourcesvage familier.

Der skal ligeledes være en forebyggelsessygeplejerske i alle byer, som fokuserer på de livsstilssygdomme, som nu og fremover presser sundhedsvæsenet. Der er flere steder hvor der nu er etableret livsstilsambulatorier lokalt via Steno Diabetescenter. Steno Diabetescenter kunne være en samlende enhed for dette nye forebyggelsesinitiativ.

Forebyggelse er ikke kun relevant i forhold til børnefamilierne og borgere med livsstilssygdomme. Der skal også gøres en indsats i forhold til de mest udsatte grupper i samfundet, som har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet. Her kan man finde inspiration i socialsygeplejerskerne i Danmark, som netop støtter de mest udsatte, når de fx. er i et behandlingsforløb.

Styrk og centraliser administrationen

– administrativ afdeling skal stå for rekruttering, ansættelsesforhold og kontrakter

Der er opgaver, som med fordel kan samles centralt. Som det er i dag, bruger de lokale sygehuse nemlig alt for mange ressourcer på administration.

For at give de lokale sygehuse plads til at fokusere på kerneydelserne, skal sundhedsvæsenet oprette en administrativ afdeling i Nuuk. Den skal stå for rekruttering af nye medarbejdere, forhandling af ansættelsesforhold og udfærdigelse af kontrakter.

Ved at centralisere dele af rekrutteringen får den administrative afdeling et bedre overblik over hvilke ressourcer og kvalifikationer, der er efterspurgt i de enkelte dele af landet. Dermed kan man sende medarbejdere derhen, hvor der er mest brug for deres kompetencer.

Man skal også sørge for, at Departementet for Sundhed bliver tilført flere ressourcer, så de er rustet til at varetage de store opgaver, der i de kommende år skal løses indenfor sundhedsområdet.

Større indsamling af viden og erfaring

– kvalitets- og uddannelsesafdeling skal sikre overblik over kompetencer og behov i hele landet

I direkte forlængelse af den administrative afdeling skal der etableres en kvalitets- og uddannelsesafdeling.

Afdelingen skal sørge for at indsamle viden og erfaringer fra medarbejderne – både de lokale sygehuse men også de tidsbegrænsede vikariater, så man får indblik i, hvordan de lokale sundhedscentre, sygeplejerstationer og sygehuse fungerer, og hvad det kræver at arbejde her. At være sygeplejerske i Upernavik er jo en anden virkelighed, end den man oplever i Narsaq.

Kvalitets- og uddannelsesafdeling vil dermed få et overblik over, hvilke kompetencer der findes rundt om i landet, og hvad man mangler. Ud fra det kan man vurdere, om en sygeplejerske skal tilbydes en efteruddannelse, og hvilke kompetencer man skal gå efter, når man rekrutterer nye sygeplejersker.

Kvalitets- og uddannelsesafdelingen giver også en unik mulighed for at formidle til sundhedspersonalet, hvilke faglige standarter og strategier, der gælder i sundhedsvæsenet, og hvad medarbejderens kerneopgave er.

Kvalitets- og uddannelsesafdelingen skal endeligt indsamle data, når en ansat forlader sin stilling. Det kan blandt andet gøres ved exit-interviews. Her vil man få et unikt indblik i, hvilke udfordringer personalet møder i sundhedsvæsenet.

Styrk ledelsen

– lederne skal have kompetence til at lede, før de bliver ledere

Kvalitets- og uddannelsesafdelingen skal også indhente det efterslæb, der er på ledelse. Som det er i dag, bliver folk ofte ansat som ledere uden at have en ledelsesmæssig baggrund eller blive klædt på til opgaven. Rammerne for god ledelse er ikke på plads. Det kan og skal vi gøre bedre.

Et forslag kunne være at alle ledere i sundhedsvæsenet skal tilbydes en grundig introduktion og uddannelse. Vi skal sikre os, at de har kompetencerne, før de skal bruge dem.

Når jeg snakker med vores medlemmer, er det tydeligt, at de nye generationer af sygeplejersker ikke finder sig i et hierarki, hvor man som medarbejder ikke bliver hørt. Den pressede hverdag er det ikke altid at ledere har den fornødne tid til dette. I dag skal man som leder kunne honorere den enkelte medarbejders behov for at kunne fastholde dem i arbejdet. Forskning i moderne ledelse viser, at et godt dagligt arbejdsmiljø med vægt på trivsel, omgangstone og samarbejde er den vigtigste enkeltstående faktor for at få tilfredse medarbejdere. Jeg mener, at vores ledere i sundhedsvæsenet gør alt hvad de kan for dette men at de ikke har hverken ressourcerne eller rammerne til at gøre det som de gerne vil.

Jeg foreslår at der laves konkrete procedurer for, hvordan vi skaber en arbejdskultur, som er præget af tillid og respekt, så vi bedre kan håndtere konflikter og forebygge udbrændthed.

Det er vigtigt, at man som sygeplejerske kan udtrykke sine bekymringer og frustrationer uden at frygte for repressalier.

Akut fælles vagttelefon efter kl. 16

– sikrer mulighed for akut hjælp og giver færre distraktioner for lederne

Der skal etableres én akut fælles vagttelefonservice efter kl. 16, så borgerne altid kan komme i kontakt med sundhedsvæsenet.

I takt med at vi stiller større krav til vores ledere, skal vi også blive bedre til at beskytte dem. Herhjemme står sygeplejerskerne ofte alene i pressede situationer, hvor de kan være i tvivl om, hvad de skal gøre. Det betyder, at sygeplejersker ofte ringer til deres nærmeste leder efter kl. 16 for at få en vurdering og hjælp. En central døgnbemandet vagttelefon kan aflaste lederne, da sundhedspersonalet i stedet vil søge hjælp her, når de er i tvivl.

Lad kompetente sygeplejersker lede

– og brug i højere grad lægernes kompetencer på patienterne

Man bør i større grad bruge sygeplejersker som ledere i sundhedsvæsenet. I dag er regionslægen sammen med regionssygeplejersken er den øverste ledelse i regionen. Lægens administrative opgaver er betydelige. Det er ikke hensigtsmæssigt.

Læger er uomtvisteligt de eneste, der kan diagnosticere og planlægge behandlinger for patienter. Det er der, de primært skal bruge deres ressourcer, da det er grundlaget for en behandling.

Her er tre argumenter for, hvorfor sygeplejersker bør lede.

1) Sygeplejersker har en helhedsorienteret forståelse af patienter, pårørende, kollegaer og sundhedsvæsnets systemer.

Som leder er det vigtigt at man omfavner alle aspekter af patienterne udfordringer. Sygeplejerske ser ikke kun på den aktuelle sygdom, men også uddannet til at se på de sociale og psykologiske aspekter hos borgeren. Som ledere kan sygeplejersker sikre, at denne tilgang integreres i hele sundhedsvæsenet, hvilket fører til mere helhedsorienteret behandling og pleje. Sygeplejersker er traditionelt bindeled mellem mange faggrupper og kan derfor som ledere navigere mellem faggrupperne.

2) Sygeplejersker er dygtige kommunikatører og er brobyggere mellem patienten, kollegaer og sundhedssystemet. Sygeplejersker har erfaring i at interagere med patienter, pårørende og tværfaglige teams. Deres evne til at lytte og forklare gør, at de er gode til at være forbindelsesled mellem de forskellige interesser, som er i sundhedsvæsenet. Som ledere vil sygeplejersker altså være brobyggere mellem faggrupperne og skabe et miljø, der fremmer en åben dialog og samarbejde.

3) Sygeplejersker har en omfattende praktisk erfaring og dermed en dyb forståelse af, hvordan sundhedssystemet fungerer på gulvniveau. Som ledere kan sygeplejersker derfor trække på deres erfaringer med at identificere og implementere effektive arbejdsprocesser og politikker. Samtidig er sygeplejersker vant til at arbejde inden for begrænsede budgetter og finde innovative løsninger, som kan reducere omkostningerne og øge effektiviteten i sundhedsvæsenet.

Det er indiskutabelt, at læger har en betydelig rolle i sundhedsvæsenet. Men alle personalegrupper er vigtige, for en kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led. Sygeplejersker er uundværlige i ledelsespositioner, da de forstår denne helhed.

Gentænk rekruttering fra fjerne lande

– ikke en umiddelbar løsning at tiltrække sygeplejersker fra andre lande men bør prøves 

Arbejdsforholdene for de grønlandske sygeplejersker er ikke konkurrencedygtige med omverden. Det er et problem, da vi er dybt afhængige af at kunne fastholde vores lokale sygeplejersker, og rekruttere dem vi mangler udefra.

Det er nemt at tro, at man bare kan tiltrække sundhedspersonale fra lande, som i højere grad kan acceptere de eksisterende arbejdsvilkår – Cuba er blandt andet blevet nævnt. Det er ikke en løsning i den nære fremtid.

I stedet bør vi satse på at forbedre løn- og arbejdsvilkårene. Min erfaring er, at der er en stor gruppe grønlandske sygeplejersker, der ikke arbejder som sygeplejerske. Man bør finde ud af, hvorfor de forlader faget og finde løsninger, som kan få dem tilbage.

Der skal uddannes flere sygeplejersker i Grønland. Vores sygeplejerskeuddannelse skal prioriteres og der skal som minimum uddannes ca. 20 om året. Det må være et mål i sig selv, at vi primært har fastansatte som er uddannet i Grønland.

Rekruttering fra andre lande end der normalt rekrutteres fra er dog ikke utænkeligt. Hvis man ønsker dette, skal man lave et projekt som afprøves over en 3-5-årig periode hvor man så på sigt kan vi se på, hvilken arbejdskraft vi kan rekruttere udefra.

Gør det attraktivt at arbejde i Grønland

– kortere arbejdsuge og økonomisk incitament for at yde en ekstra indsats

Jeg mener, at man bør indføre en 36 timers arbejdsuge. Det vil reducere arbejdspresset og tiltrække og fastholde dygtige sygeplejersker, da vi pludselig kan konkurrere på arbejdstimer.

Der bør også være et større økonomisk incitament for at arbejde i afsidesliggende områder, hvor manglen på sundhedspleje er særlig udtalt.

Vi skal også se på mulighederne for videreuddannelse, så sygeplejerskerne hele tiden udvikler sig og opnår kompetencer, som giver selvtillid og højner standarden for patienterne.

Endeligt skal vi sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø, hvor man føler sig værdsat, respekteret og støttet. Et godt psykisk arbejdsmiljø fremmer nemlig sygeplejerskernes trivsel og sundhed og reducerer stress og sygefravær.

Grønlandsk-Dansk sygehus samarbejde

– et samarbejde, alle nyder glæde af

Som noget nyt skal man undersøge mulighederne for at etablere et formelt samarbejde med et dansk sygehus. Samarbejdet skal give de danske sygeplejersker mulighed for at komme til Grønland og arbejde i en periode, men også give vores egne sygeplejersker mulighed for at rejse den anden vej og opnå nye kompetencer, som de kan tage med hjem til Grønland.

Med venlig hilsen

Ken Jensen