Orientering fra Bestyrelsen i Peqqissaasut Kattuffiat

Kære medlemmer,

Vi anerkender de frustrationer, der er i forbindelse den manglende overenskomst. Vi forstår fuldt ud, at den lange forhandlingsproces og de gentagne forsinkelser har skabt usikkerhed og utilfredshed blandt jer.

Bestyrelsen ønsker at forsikre jer om, at vi tager jeres bekymringer alvorligt, og vi arbejder målrettet for at sikre de bedst mulige vilkår for vores medlemmer. Vi er bevidste om, at tempoet i forhandlingerne ikke har været tilfredsstillende. Bestyrelsen deler frustrationen over den alt for lange proces men vil understrege, at vi hele tiden har stået til rådig for at forhandle og fortsat presser på for en løsning.

Bestyrelsen har gennem hele forløbet været orienteret om forhandlingernes udvikling og de udfordringer, der har opstået undervejs. Vi har fuld tiltro til formandens arbejde og den indsats, der bliver gjort for at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. Ligeledes har tillidsrepræsentanterne løbende været informeret om forhandlingernes status, så de kan videreformidle information til medlemmerne.

Bestyrelsen tror på værdien af en åben dialog som vejen mod et stærkt fagligt fællesskab, der skal føre os frem mod et godt overenskomstresultat med forbedrede løn- og arbejdsvilkår for alle.

Vi opfordrer derfor alle medlemmer til at kontakte jeres tillidsrepræsentant, hvis der er spørgsmål eller behov for yderligere information. Tillidsrepræsentanterne er en vigtig del af kommunikationen mellem bestyrelsen og medlemmerne, og vi ønsker at sikre en åben og gennemsigtig dialog i det omfang, det er muligt.

Det er vigtigt at understrege, at en forhandlingsproces ofte indebærer begrænsninger i, hvor meget og hvornår vi kan dele informationer. Selvom vi gerne ville være mere åbne omkring hele processen, er der forhold, der gør, at visse detaljer ikke kan kommunikeres før bestemte milepæle er nået. Dette er en almindelig praksis i forhandlinger for at sikre, at processen forløber på bedst mulige vilkår og med størst mulig fordel for vores medlemmer.

Vi er enige i, at en stærk fagforening kræver handlekraft, synlighed og tydelig kommunikation. Vi vil derfor intensivere vores indsats for at sikre, en mere tydelig kommunikation, og vi vil arbejde for at fremme vores sag i den offentlige debat. Det er altid muligt at kontakte formanden direkte hvis man ønsker dette. Bestyrelsen opfordrer altid til dialog så vi sammen finder frem til hvad der er bedst for vores fag.

Jeres engagement og opbakning er afgørende for vores fælles kamp for bedre arbejdsvilkår. Vi håber, at vi sammen kan skabe den nødvendige forandring, og vi ser frem til at fortsætte dialogen med jer.

Med venlig hilsen Bestyrelsen i Peqqissaasut Kattuffiat

Kan du li' dette indlæg?

Del på Facebook
Del påTwitter
Del på Linkdin
Send som e-mail

Skriv en kommentar