2015 – et år med en ny regering, et år, hvor vi skal forberede os til OK 2016

Godt nytår til alle medlemmer.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle vores medlemmer for året der gik. Tak for samarbejdet og jeres arbejdsindsats. Min tak går også til dem, som har arbejdet på helligdagene. Jeg var pårørende til en indlagt i helligdagene, og jeg er stolt af mine kolleger, der var på arbejde i helligdagene. Der var rummelighed og forståelse.

Vi starter 2015 med en ny regering, en ny koalition, en ny Naalakkersuisoq og nye politiske målsætninger. PK ønsker de nye Inatsisartut og Naalakkersuuisut tillykke med valget, og vi ser frem til samarbejdet.

PK vil invitere den nye Naalakkersuisoq til et præsentationsmøde i samarbejde med Grønlands Lægekredsforening. Den nye Naalakkersuisoq bliver inviteret til samarbejde, og hun skal vide, at vi kan være sparringspartnere, at vi er en vidensbank, hun kan gøre brug af.

Landets økonomi har det ikke godt, derfor er det vigtigt at forene gode kræfter og løfte i flok. Der er brug for ansvarlighed.

2015 er også året, hvor forberedelser til overenskomstforhandlingerne i 2016 starter. Ultimo marts 2015 vil PK udsende skema til ønsker / krav for OK 2016, hvor dead-line vil være ultimo maj 2015.

Gør jer tanker om, hvilke prioriteringer I mener, der skal vægtes i OK 2016.

Inuuti Fleischer

Formand